Gør din belysning mere hyggelig


Vi er i Danmark kendt for at gå højt op i hygge. Og hygge for os inkluderer varme, tæpper, godt selskab, underholdning, snacks og så en dæmpet, hyggelig belysning. Andre nationer har glædeligt taget begrebet til sig, og bruger det flittigt, og der er snart ikke den udtaleudgave af ordet ”hygge” jeg ikke har hørt.

Noget, som de fleste andre lande har en kende sværere ved at tage til sig, er dog vores trang til at dæmpe lyset, til vi næsten ikke kan se hinanden. Men vi ved heldigvis bedre. For hvordan skal man kunne hygge sig, hvis man tydeligt kan se, at man ikke lige fik støvsuget i dag, eller at partnerens bluse er lige så plettet som i går?

Derfor giver vi her dig – og eventuelt udenlandske venner, som skal indvies – en guide til, hvordan du gør belysningen i dit hjem endnu mere ”huggeli”.

Lys i kæder

Den første og vigtigste ingrediens i hyggeopskriften er lyskæder. De kan fås i alle former og farver og deres eneste fællestræk er, at de bringer hygge med sig. En lyskæde kan nemlig bruges på mange forskellige måder, og allerhelst i selskab med andre lyskæder. En lyskæde indendørs kan hænges op over din seng, eller den kan lægges på en bogreol. Ønsker du at lyse hele dit hjem op, men dæmpet selvfølgelig, kan du hænge lyskæder op under hele loftet.

En lyskæde indendørs er for mange, der bor i varmere, lysere lande en gåde. Men for os, der er vant til lange mørke vintre, er den nærmest sådan vi overlever. For en lyskæde udendørs vidner om lange, lune sommernætter, hvor vi sidder ude hele natten, mens en lyskæde indendørs giver dig en grund til at ville blive siddende i sofaen.

Stearinlys

Den næst vigtigste ingrediens er stearinlys. De findes heldigvis også i mange forskellige udgaver – alt lige fra fyrfadslys i fine stager, til flotte kandelabere som virkelig giver prikken over i’et på et flot middagsbord. Er det en særligt kold vinterdag kan du endda også spare lidt på varmeregningen, ved at tænde et par ekstra lys indendørs.

Ulempen ved stearinlysene er, at de hverken er særligt gode for dine lunger eller miljøet i længden. I begrænsede mængder, og uden at du nødvendigvis laver hele altre på dit spisebord, kan de dog være den perfekte både at skabe en hyggelig belysning.

Elektriske stearinlys

Et godt alternativ til de rigtige stearinlys, er de elektriske. De er ikke skadelige for dig, og det eneste skadelige på miljøfronten er, at de ofte bruger batterier. Der bliver hele tiden udviklet nye, så de bliver mere og mere virkelighedstro. Mange kan nu fås med en blafrende flamme, så det virker mere realistisk, selvom det blafrende lys i længden godt kan blive irriterende.

Ulempen er, at de ikke varmer, og at de ikke medbringer den søde duft der kommer, når du puster dem ud. Er du den gammeldags type som jeg, der foretrækker tændstikker, er det desværre også noget du må undvære med de elektriske.